Jeg har aldrig set Downton Abbey

     

  Dette er første afsnit af Downton Abbey. Da det havde lagt på min "Must See" liste på Netflix, tog jeg mig endelig sammen til at se det.      

      Det hele starter med en finger der trykker på noget der må være en form for en telegrafisk morsekode maskine. Da jeg ikke kan morsekoder og de ikke har valgt at oversætte det i underteksterne, er jeg allerede helt lost. Hvad morser han? Jeg når ikke at tænke meget længe DA ET TOG LIGE PLUDSELIG KØRER I MOD MIG! … det er selvfølgelig kun inde i fjernsynet, men det vækker allerede nye tanker; hvem sidder i toget og hvor er toget på vej hen? En mands ansigt kommer til stede ved togets vindue og morsekode maskinen begynder at bippe igen. Han kigger op i skyerne som om at han også kan høre dem.

      Nu er vi pludselig inde i byen. En dame river papir af en maskine, det ligner morsekoder og hun udbryder ”Oh my god”. Damen og en mand der også er til stede virker begge urolige over beskeden fra den primitive SMS maskine. Der bliver klippet hurtigt tilbage til den trykkende finger fra starten, får man nogensinde lov at se andet end fingeren? Måske har fingerens ejermand været til audition på serien i håb om at få lov til at spille hovedrollen, han har måske givet den alt hvad han havde, øvet sig i flere måneder. Jeg kan nærmest mærke hans skiftende følelsesregister da telefonen endelig ringer og han tager den i spænding; nej, vi kan desværre ikke bruge dem som hovedperson – men vi syntes at de har en umådeligt flot pegefinger! …mine øjne får ikke lov at hvile på fingeren særligt meget længere da der igen bliver klippet og seriens navn kommer til syne; Downton Abbey.

      Det er april 1912, hvilket forklarer en del. To kvinder bliver vækket fordi klokken er seks. Man stod tidligt op i gamle dage. De er trætte men så får vi lov at se køkkenet og resten af slottet vi tilsyneladende er på; det er stort og det er åbenbart et slags herberg for tjenestefolk. Damen fra Game of Thrones, hende der ”You know nothing, Jon Snow” er også en tjenestepige. De snakker om elektricitet og at de snart skal vænne sig til det. Det får mig til at grine lidt overlegent i mens jeg tjekker vejret på min telefon.

      En ”overdame” nedgør tjenestepigen som er ved at ordne pejsen ”Du skal tænde pejsen, ikke opfinde ilden, skrid ned i køkkenet med dig”. Jeg griner lidt overlegent igen og skruer op for min radiator. Cykelbuddet er sent på den og selvom det er flot vejr og solen skinner er der alligevel en tjener der stryger avisen på et strygebræt. What the F?

      Nu ser vi endelig herbergets ejermand; han kommer ned af en trappe sammen med en hund. Han tager noget grødhalløj og åbner den strøede avis. To kvinder komme vraltende ind i mens han læser om et skib der er sunket. Er det Titanic? Nu får han et telegram, han læser det meget chokeret. Jeg går ud fra at det kan spores tilbage til starten af afsnittet og nu begynder jeg at tænke på den anonyme manden med den flotte finger igen; kommer han overhovedet med i rulleteksterne? Og hvis han gør, er det så kun hans finger de takker? Og hvad skal de kalde fingeren? Bliver det hans eget navn eller skal han finde på et fiktivt navn til hans finger for overhovedet at blive krediteret? Når de i talkshows i fremtiden inviterer skuespillere ind fra serien, skal han så gemme sig bag sofaen i mens fingeren får alt opmærksomheden?

      Herbergets ejer går ind i et rum hvor en kvinde også læser en strøet avis. Hun er chokeret over Titanic men Herman (De har sikkert nævnt navnet på Herbergets ejer tidligere, men da jeg er for uopmærksom har jeg valgt at kalde ham Herman; Herberg – berg + Ejermand – ejer – d = Herman) er chokeret over noget helt andet; Telegrafen skrevet af den umådeligt flotte finger. James og Patrick, hvem de så end er, var også ombord på Titanic. Det gør sengedamen chokeret, hun siger at han skal fortælle det til Mary. Hvem Mary så end er.

      Den rødhårede fra Game of Thrones og en anden tjenestepige snakker om at det er forfærdeligt. Jeg er i chok; den mystiske mand på toget fra starten af afsnittet møder dem i gangen. Han gik bare ind! Han er den nye kammertjener og fortæller at han kom med mælketoget lidt for tidligt. De kigger lidt frækt på ham og han kigger lidt akavet på dem før de går videre. Han bliver også taget imod af husets butler, ham den mærkelige der tvinger folk på herberget til at stryge aviser. Han hedder Carson. Han introducerer også en tjener der hedder Thomas. Han er klædt ud som pingvin og siger ikke noget. Thomas tager Bates (manden fra toget) hen til hans nye værelse. Der en masse trapper de skal op ad. Pingvin Thomas smiler overlegent til gamle Bates og begynder den raske tur opad.

      Nu finder vi endelig ud af hvem James og Patrick er; Det er Hermans fætter og hans fætters søn. Herman fortæller det til Patricks forlovede, men hun gider ikke rigtigt sørge. Pingvin Thomas viser Bates lidt rundt på det nye værelse. De kigger sammen på en snusdåsesamling og Bates syntes det er sjovt at de lever blandt så mange fantastiske skatte, uden at de ejer noget af det. Pingvin Thomas syntes at Bates er lidt mærkelig og går uden at sige farvel. Han er vidst sur fordi at Bates har en bedre plads i huset end han selv har.

      Butler Carson fortæller Herman udenfor at han ikke føler at Bates kan klare jobbet. Herman forstår det ikke rigtigt og Butler Carson går også uden at sige farvel. Nu ser vi Professor McGonnagel fra Harry Potter og hun hører også om Patricks død. Det er hun lidt ked af. Men hun kunne ikke lide James. De snakker om en ny arving. Det er Hermans grandfætter og McG’ har aldrig mødt ham. McG’s tøj minder meget om det Snape havde på da en Bogart, klædt ud som Snape, havde Neville

Longbottoms bedstemors tøj på. Hun vil gerne have at den nye arving ”får smadder” så Mary kan arve det hele. ”Får smadder” er vidst en gammel måde at sige ”slå ihjel” på. McG’ og Hermans kone, går ud fra at den anden kvinde er Hermans kone, snakker om at lave en alliance. Thi det ville være meget effektivt nu hvor den nye arving skal ”have smadder”.

      Herman kommer ind i et rum med tjenestefolk og alle rejser sig op. Han er beskeden og overlegen på samme tid og vil bare gerne hilse på Bates. De har åbenbart været i krig sammen. Han byde ham velkommen og Butler Carson ser jaloux ud. Han ville også have været i krig med Herman. Der er stress i køkkenet og en kvindelig udgave af Ole Thestrup skynder på alle kogepigerne i mens hun selv står og sveder ned i maden.

      Nu er vi ved en kirke. Der har lige været begravelse. To mænd med høje hatte, den ene er Herman, står og snakker sammen. Det er en mærkelig begravelse da ingen har gjort sig den ulejliged at dykke ned på bunden af sunkne Titanic for at hente ligene. De snakker også lidt om den nye arving; Han har specialiseret sig i erhvervsret. Min hjerne slog lige en koldbøtte af alle de kloge ord. Der er flere kloge ord, Herman kommer med ordet ”Absurd” i diskussionen omkring arvehalløjet.

      Den anden mand med den høje hat som Herman snakkede med gider ikke med op på Herberget og spise med. Han vil hellere hurtigt hjem til London og putte flere produkter i hans flotte overskæg. Og lige for at være besværlig, vil han også have at de kører ham hen til hans bil.

      Butleren sidder og hælder vin ned i et hviskestykke. Det er en primitiv si så vinen kan komme fra en flaske ned i en anden flaske der er mere gennemsigtig. Har aldrig rigtigt forstået besværet med sådan noget. Hvorfor ikke bare drikke af den første flaske? Vin skal ikke se flot ud. Det skal lige ned i løgnhalsen. Han spørger Game of Thrones pigen, som står i døren, om Pingvin Thomas, som er taget ned i byen, er kommet tilbage.

      Herman spørger hvordan Bates har det på herberget og Bates har det fint nok, han er bare lidt øm i knæet. Det er en gammel krigsskade fra deres tid som våbenkammerater. Vi skifter til nede i byen hvor Pingvin Thomas står og ryger med en kvinde. Han tror at Bates er en spion og siger at han ville have haft det job. Hans udtale forvirrer mig, hvorfor ville han have været spion? Damen siger at der er mere end en måde at trække skindet af en kat på. Syge kælling.

      Nu finder vi ud af Mary ikke kan lide at gå i sort sørgetøj og at hun kun ville giftes med Patrick indtil noget bedre dukkede op. Mary din amoralske kælling. Pingvin Thomas og Carson snakker om at Bates er dårlig fordi han ikke kan løfte en skid pga. hans ømme knæ. Selvom ingen af dem kan lide ham, kan de heller ikke lide hinanden. Det virker lidt som om at ingen rigtigt kan lide hinanden. Nu skændes Herman og Bates også. Bates snerrer af Herman og undskylder lidt henkastet. Intriger at the max. Hvad skal der nu ske?!

      En dame kigger sig selv i spejlet og siger at der skal gøres noget ved Bates’ akavethed. Jeg er i tvivl om hun snakker til sit eget spejlbillede eller manden der står og er lummer i døråbningen. Det er vist Herman. Giv mig lige en chance til at genkende deres ansigter. Hun er sur over at Herman gerne vil hjælpe Bates, men Herman vil jo bare gerne give Bates en chance. Ham Herman er sgu god nok på bunden. Måske skulle jeg begynde at kalde ham Robert i stedet for, det er min erfaring af resten af Herberget gør det.

      Hende fra Harry Potter er Roberts mor!!! Og hun er virkelig ikke glad for elektricitet, hun prøver at gemmer sig for den elektriske loftlampe med sin vifte. De var sgu skøre dengang. De snakker om arvingen og Robert er snart træt af at høre på den skide arving så han giver hans mor en reprimande. Nu vælter det ind med sortklædte escortpiger, de hørte skænderiet. ”I skændes ikke rigtigt, vel far?” – nej okay, så er det nok hans børn. Der er godt nok mange, men hvis alternativet dengang var at putte sin tissemand ned i en fåretarm under samlejet, så havde jeg nok også foretrukket en lille ekstra datter hver gang jeg kopulerede min kone. De har jo folk til at tage sig af det møg.

      Tjenestepigerne snakker om at det med Titanic godt nok må have været koldt. Butleren slår sig da han rejser sig op fra bordet fordi hans tykke mave var i vejen, der er en akavet stilhed i mens de lytter til den lyd af tallerkener der falder på gulvet, som hans mave har lavet.

      Pingvin Thomas og damen fra byen står og snakker sammen. En tjenestepige får øje på dem og spørger hvad damen laver. Hun går amok og snakker om at det er et frit land. I love it, endnu mere intriger og plotterier.

      Nu er vi et andet sted. Jeg tror det er hjemme hos Roberts mor. Hun bliver ved og ved og ved og ved med at snakke om den skide arving. Hende og Roberts kone vil stadig gerne give den nye arving ”smadder” så Mary kan få alle pengene.

      Nu er alle mandlige tjenestefolk, klædt ud som pingviner til en stor dag. En bil kommer kørende til violinmusik i mens alle står parate. Den har kufferter med. En mand med brunt slikhår træder ud af bilen, han har rejst længe og kysser nogle damer på hånden. Han kan genkende Pingvin Thomas af en eller anden mærkelig årsag. Det gør åbenbart Thomas så sur at han spænder ben for stakkels Bates, så han pludselig ligger og roder rundt på jorden. ”Er du okay, Bates” ”Ja, jeg har det perfekt” siger han. Hvad fanden er Bates for en tøffelhelt? Havde det været mig, havde jeg givet unge Pingvin Thomas så hårdt et los i røven at hans haleben flækkede og virkelig kom til at gå som en pingvin. Heldigvis er der er semi lækker tjenestepige der hjælper ham op. Men han er skidesur og gider ikke engang sige tak. Bates altså… ligesom da jeg skulle til at begynde at kunne lide dig.

      Den nye mand går på opdagelse i Herberget. Han vil se hemmelige gange og passager. Her er tale om et Harry Potter kompleks, han har sikkert fået at vide at Roberts mor er den sagnomspundne Professor McGonaggel og nu vil han finde fornødenhedsrummet så han kan få et fredeligt sted til hans hyggelige rejsespiller. Han tænker det selvfølgelig ikke højt, men jeg kan se det på hans dystre smil.

      Robert skal til London i næste uge. Ham og Bates skal sove i en klub. Det er det her Robert har ventet på i evigheder, at komme væk fra det hele på en rigtig mandetur med hans gamle soldaterkammerat. Hans dame syntes det er synd at Bates spolerede alting med at falde, men Robert forsvarer ham. Robert er den eneste der kan lide Bates og forsvarer ham.

      Nu er den nye mand alene med Mary. De kigger flirtende på hinanden, han vil til at åbne en dør, måske er det fornødenhedsrummet. De går ned af en lang gang, den nye mand kigger på en masse steder til hans rejsespiller. Han går ind ad en nye dør og snager i ejerens ting. Hans undskyldning er at han ”studerer” tjenestefolksracen. Men i virkeligheden ved jeg godt at han bare leder efter en mulig gokkesokkekandidat til hans omtalte ærinde. Men nu kommer der nogle! Damen bliver bange, manden gemmer sig, det er Bates! Nu gemmer manden sig ikke mere. De siger at de bare var ude og kigge lidt. Bates spørger om de vil kigge ind på hans værelse, men hans lumre smil får dem på bedre tanker.

      Den nye mand hedder William. Det erfarer jeg, da en tjenestedame tiltaler ham ved dette navn. Robert spørger om Carson er kommet sig over faldet fra i morges. Nu er Robert begynd at komme i tvivl om Carson kan klare hans job med hensyn til det dårlige knæ. Carson bliver bange og siger at de bare kan trække ham i løn, men det gider Robert ikke høre tale om. Carson er lige ved at begynde at tude, en lang stilhed fortæller Carson at han er fyret. Dramatisk.

      Ved middagsbordet bliver William spurgt hvad han og Mary lavede på loftet i eftermiddags. William er blevet taget på fersk gerning, han kan lige så godt fortælle dem om hele hans ritual med rejsespilleren og forsøget på at skaffe en velfungerende gokkesok, men han når ikke at få et ord ud før en anden stikker selskabet en hvid løgn. En lille stilhed og så spørger Professor McGonnagel om William stadig læser arkitektur. Dette nye pragtfulde samtaleemneskift får ikke lov at rumstere særlig længe før Robert meget mistænksomt siger; ”Loftet?”. De siger at de bare kiggede, men nogle vil høre den rigtige grund. Igen overvejer William at erklære sig åbent om sine onanistiske tendenser, men bliver endnu engang afbrudt af dårlig stemning og et emneskift.

      Nede hvor tjenestefolkene spiser har Pingvin Thomas tændt en cigaret. Han er åbenbart ikke klar over at der er nogle der stadig sidder og spiser. Den kvindelige Ole Thestrup spørger en tjenestekvinde hvor hun skal hen, og hun skal åbenbart op til Bates med noget mad. Tjenestekvinden kommer op til en grædende Bates. Måske fandt han ud af at han manglede en sok da han var i gang med at pakke? Hun giver ham maden og siger at hun er ked af at han skal rejse. Akavet smalltalk forekommer og han lukker døren i hovedet på hende uden at sige farvel.

      Robert og William sidder og ryger hver deres cigar, Robert er ked af at høre om hans fætters død. Der er lange stille perioder under den sørgelige samtale. De snakker om arvingen. Og han er okay med at William er denne arving, hvilket forvirrer William. Og nu bliver de uvenner, Robert skælder William ud over at han ikke gider stikke tissemanden i Mary. Men måske kan William meget bedre lide hans ritual med sokken. Er der noget galt med mig? Mary er da en sprød kælling, hvad er der i vejen? Tænker William sikkert. De forlader begge rummet lidt sure på hinanden. Han møder Mary i gangen og gider ikke engang kigge på hende da han fortæller at han skrider igen i morgen. Mary er ked af det. Hun ville sikkert gerne have haft et stykke Williamroulade.

      Pingvin Thomas viser sig at være meget mere bøsset end jeg lige gik og troede. Han begynder i hvert fald at snave med William der sidder i en Hugh Hefner inspireret morgenkåbe. Det var overhovedet ikke en gokkesok han ledte efter tidligere i afsnittet. Hele tiden var det bare Pingvin Thomas’ pingvintissemand han var ude efter. I mens Pingvin Thomas slikker ham på hånden som en fræk kat, er William alligevel besværlig og mener ikke at det kan fungere i mellem dem. Det gør Pingvin Thomas sur og fornærmet. Nu begynder de at skændes. William brænder nogle breve og de begynder at kramme. Og trækker vejret hurtigt. Men William sender Thomas i seng.

      Robert og resten af herberget er også ved at gå i seng. Hans snakker med han kone om glæde og de slukker lyset. De resumerer dagen og han fortæller at han må følge hans samvittighed. Hun taler ham efter munden og siger at hun vil gøre det samme, selvom hun i dag har snakket med hans mor om at give den nye arving ”smadder”. Robert slukker hans eget lys og så er der helt sort skærm.

      Morgendagen gryer og Butleren snakker med Robert om Bates hjemrejse. Han skal vidst køre sammen med bøsse-sokke-gokke-William. Robert og Bates siger farvel til hinanden men Robert er ikke glad og flår Bates ud af bilen igen; ”Du må egentlig godt arbejde her alligevel, kom ind igen”. Jeg tror at Robert har brug for en beslutningskylling og så holde sig til de beslutninger den træffer for ham, fordi det der med at træffe selvstændige beslutninger er han tilsyneladende ikke særlig dygtig til.

      William og hans mor sidder ved middagsbordet og åbner post. Nej vent det er sgu ikke ham. Men han har fået brev fra en der gerne vil lave om på deres liv. Jeg når ikke at fatte en skid før rulleteksterne kommer strømmene. Og nej, telegrafmandens finger er ikke krediteret.